5 der rykker
Af Lasse Skytt.
Medlem af rådgivergruppe i NATO
NATO har udpeget en ekstern højniveau-rådgivergruppe, der skal rådgive alliancen om, hvordan den bedst bevarer sit teknologiske forspring og håndterer digitale trusler som f.eks. cyberangreb.
Blandt de 12 medlemmer i rådgivergruppen er danske Cecilia Bonefeld-Dahl, direktør i brancheorganisationen Digital Europe.
Udenrigsminister Jeppe Kofod fortæller: ”Cecilia Bonefeld-Dahl bringer stor ekspertise og mange års erfaring fra den digitale sektor ind i NATO’s rådgivergruppe. Valget af hende er også en anerkendelse af Danmarks førerposition på det digitale område og viser, at vi her kan noget, som efterspørges af vores allierede.”
Ny EU-ambassadør for Den Afrikanske Union
Med en fortid som blandt andet dansk ambassadør i Burkina Faso og direktør i den europæiske udenrigstjeneste er det en erfaren kvinde, der for nylig kunne offentliggøre, at hun bliver ny EU-ambassadør for Den Afrikanske Union.
Birgitte Nygaard Markussen har haft en lang karriere i Udenrigsministeriet, hvor hun ud over at være ambassadør også har været chef for Afrikakontoret. I sin nye stilling skal hun arbejde med at finde bæredygtige og fredelige løsninger.
På Twitter understreger hun, at kvinders rolle kommer til at være et centralt pejlemærke i hendes arbejde.
Den nye EU-ambassadør er uddannet ved Aarhus Universitet som etnograf og socialantropolog.
Ny migrationsambassadør
Den erfarne danske diplomat Anders Tang Friborg er blevet udpeget til en ny post som migrationsambassadør.
Det sker som led i regeringens ambitioner om at oprette modtagecentre i flere lande uden for EU for at bryde incitamentet til at søge asyl i Danmark.
I samme ombæring oprettes en ny taskforce, som ligeledes skal understøtte arbejdet for et retfærdigt og humant asylsystem.
Anders Tang Friborg har en lang international diplomatisk karriere bag sig i blandt andet Udenrigsministeriet og FN.
Ifølge udenrigsminister Jeppe Kofod kan den nyudpegede migrationsambassadør være med til at ”åbne døre for Danmarks forslag om en ny tilgang, hvor vi stopper migrantpresset mod Europa og sikrer at reelle flygtninge hjælpes hurtigere og bedre i nærområderne”.
Ny prorektor på Syddansk Universitet
Sidste år blev det annonceret, at Syddansk Universitet (SDU) skal være Danmarks første bæredygtige universitet.
Nu har universitetet fået en ny prorektor i form af Sebastian H. Mernild, professor i klimaforandringer og glaciologi.
Han er desuden administrerende direktør for det norske forskningsinstitut Nansen Center, medlem af FN's klimapanel (IPCC) og hovedforfatter på den sjette IPCC-rapport, som udkommer næste år.
På SDU er rektor Henrik Dam glad for tilkomsten af den nye prorektor: “Med Sebastian H. Mernild får vi en inspirerende og visionær prorektor, som har evnerne, viljen, ambitionerne og det nødvendige internationale udsyn til at demonstrere universitetets relevans og værdi for det omgivende samfund gennem uddannelse, forskning og vidensdeling,” siger rektoren på universitetets hjemmeside.
Årets Ildsjæl i Danmission
Den 25-årige ungdomsleder Ida Marie Folmersen blev for nylig kåret til Årets Ildsjæl i Danmission.
Ifølge organisationens hjemmeside har Ida Marie Folmersen i bogstavelig forstand trådt sine barnesko i Danmission, hvor hendes engagement begyndte, samtidig med at hun startede i børnehave på en bibelskole i Tanzania, mens hendes forældre var udsendt som missionærer for Danmission.
Som ung har hun fastholdt engagementet både herhjemme og på udlandsrejser til bl.a. Libanon.
”Det er et fællesskab, hvor man er en del af den globale verden og tager ansvar for de store globale spørgsmål i sin egen hverdag. Jeg vil gerne være med til at skabe et rum, hvor man tør gå i dialog med hinanden og tale om de vigtige ting,” sagde Ida Marie Folmersen ved overrækkelsen.