Gå til indhold
BOGANMELDELSE

Jordens Salt: mexicansk pastiche

Den amerikanske forfatter Jeanine Cummins er blevet påtalt i den amerikanske presse, fordi hun som hvid har skrevet om en mexicansk kvindes flugt fra et narkokartel. Journalist Laura Engstrøm, der selv har boet i Mexico, giver kritikerne delvist ret: Det smager ikke rigtigt af Mexico. Alligevel har bogen i den grad sin berettigelse.
Jeanine Cummins og bogomslag af American Dirt.

 

Af Laura Engstrøm. Foto: PR-foto.

det smager ikke rigtig af mexico

2020 var knap nok begyndt, før der gik en løbeild gennem det amerikanske litterære miljø. Oprah Winfrey havde formastet sig til at anbefale romanen, American Dirt af den amerikanske forfatter Jeanine Cummins.

Og som enhver i de kredse ved, så betyder det mange ekstra nuller på forfatterens konto. 

Latino-forfatterne rasede: Hvordan kunne en hvid forfatter overhovedet leve sig ind i mexicanske migranters følelser og forhold? Og ikke mindst: Hvorfor støttede bogbranchen igen igen op om en hvid, privilegeret middelklasseforfatter, når nu der findes så mange velskrevne romaner om selvsamme emne af forfattere, der har oplevet at migrere? 

Narkobaronen elsker finlitteratur

American Dirt, der netop er udkommet på dansk under titlen Jordens Salt, handler om en mexicansk kvinde, der sammen med sin otteårige søn flygter fra et narkokartel, der har mejet hele hendes familie ned til en familiefest.

De er de eneste overlevende, og vi følger mor og søn i et hæsblæsende tempo ad den farligste rute, de kan tage.

De stiger på ”bæstet”, det berygtede godstog, der kører op igennem Mexico, og som er mange migranters vej til USA. De er sultne, forfrosne og konstant i livsfare. Der sker den ene hjerteskærende uhyrlighed efter den anden. Og kender man lidt til migranternes forhold, virker mange af de beskrevne skæbner sandsynlige. 

Det gør en hel del andet i romanen til gengæld ikke: Narkobaronen skriver digte og elsker finlitteratur. Hans datter reagerer på højst utroværdig vis på nyheden om, at hendes far er et uhyre med mange liv på samvittigheden – hvordan skal ikke afsløres her. Og den otteårige Luca er meget belejligt et omvandrende geografileksikon. 

Jeanine Cummins har sandsynligvis valgt, at hovedkarakteren, Lydia, skal være en veluddannet kvinde fra middelklassen, fordi identifikationsfaktoren bliver større hos læseren.

Men her kender hun ikke det miljø, hun skriver om. De mexicanere, jeg kender fra middelklassen, ville aldrig stige på taget af et godstog med deres otteårige barn.

Virkelighedens Lydia ville bruge sit netværk og de penge, hun trods alt har.

Men selvom Jordens Salt smager lige så lidt af Mexico som en pakke mexicanske tortillaer købt i et dansk supermarked, har den alligevel sin berettigelse.

Laura Engstrøm, journalist.

Det hedder ikke ”no problemo”

Og så er der sproget. Jeg læste Jordens Salt på dansk, og her er de spanske gloser bibeholdt, så jeg går ud fra, at det også er sådan i den amerikanske version.

Jeanine Cummins har prøvet at efterligne det såkaldte ”spanglish”. Men der er hverken logik eller konsekvens i det, når hun skriver om el puente, Mezcala Solidaridad, eller når nogle af replikkerne er på spansk, mens andre ikke er.

Dertil kommer en lang række sproglige fejl i det spanske, som måske skyldes den danske oversættelse. Nej, det hedder ikke no problemo.

Men selvom Jordens Salt smager lige så lidt af Mexico som en pakke mexicanske tortillaer købt i et dansk supermarked, har den alligevel sin berettigelse.

Indtil videre er bogen solgt til 31 lande i samlet over en million eksemplarer.

Det betyder alt andet lige, at mindst en million læsere har en fornemmelse af, hvad det vil sige at flygte.

Det kan kun skabe lidt mere medfølelse. Og så er man godt underholdt undervejs.

andre artikler om #kunst&kultur

Loading...