Gå til indhold
RADIKALISERING

Islamisk Stat går efter Afrika og Asien

Telli Betül Karacan, der forsker på DIIS, har dykket ned i terrorgruppen Islamisk Stats propagandamaskine. Gruppen intensiverer sine angreb i vestafrikanske lande og forsøger at radikalisere undertrykte muslimer i bl.a. Indien.
En syrisk dreng fotograferet omgivet af bilvrag med Al-Nuri moskeen i baggrunden

 

Af Telli Betül Karacan. Foto: Redux/Ritzau Scanpix.

radikalisering i asien og afrika

I kølvandet på terrororganisationen Islamisk Stats militære nederlag og tidligere leders død har organisationen sat jagten ind for at forsøge at sætte sit fodaftryk på nye territorier. 

Islamisk Stat er berygtet for at markedsføre et konsistent og avanceret propagandamateriale, som er blevet brugt instrumentelt til at retfærdiggøre organisationens mission samt forsøge at rekruttere flere fremmedkrigere til at kæmpe under dens fane og dens fælles mål; at samle den muslimske befolkning under ét fællesskab.

Efter Islamisk Stats storhedstid i 2014-2016 begyndte det at gå ned ad bakke for organisationen, hvilket særligt manifesterede sig i, at bevægelsen mistede sin sidste bastion, Baghouz, i marts 2019, da kurdiskledede militser generobrede territoriet.

Seks måneder senere blev dens selvudnævnte kalif, Abu Bakr-Baghdadi, dræbt af amerikanske sikkerhedsstyrker. 

Den amerikanske præsident, Donald Trump, erklærede i oktober 2019 via et tweet sin sejr over Islamisk Stat, og at kalifatet nu var 100 procent elimineret.

Men Islamisk Stat ser sig selv som langtfra besejret.

På trods af disse tilbageslag er det tydeligt at se i dens propagandamateriale fra det seneste halve år, at organisationen – ifølge den selv – bevæger sig hen imod en ny fase, der antyder, at den langtfra er elimineret.

Derimod anser den først sig selv som elimineret, når dens mentalitet og mod er forsvundet.

Til dens følgere beskrives disse nederlag som en test fra Gud om at afprøve deres ukuelighed, og tidligere forskning i Islamisk Stats kommunikation viser, at brugen af referencer fra Koranen og retfærdiggørelse via islamiske skrifter stiger, når organisationen møder modstand, mister territorie og krigere. 

Parallelt med Donald Trumps Twitter-aktivitet om besejringen af Islamisk Stat har terrorgruppen haft nye organisatoriske rekrutteringer og indviede hurtigt en ny kalif og et nyt lederskab. Med denne skyndsomme annoncering forsøger gruppen at demonstrere, at den har en ny kommandostruktur og fortsætter kampen.

Desuden bliver nye ledere typisk godkendt af en “shura”, som er en slags styrelsesråd, hvilket signalerer, at gruppens organisatoriske bureaukratimaskine stadig fungerer.

Fokus mod Asien og Afrika

Islamisk Stat har et strategisk fokus rettet mod at udvide kalifatets grænser, ikke kun ideologisk, men også fysisk. Det fremgår tydeligt af gruppens propaganda, at den sigter efter yderligere territorial ekspansion, men også efter at etablere nye geografiske domæner. 

Efter indvielsen af det nye Qurayshi-lederskab lancerede Islamisk Stat en mediekampagne, der skulle dokumentere og lokalisere forskellige provinser samt sværge troskab til det nye lederskab.

Denne praksis søger at udvide kalifatets grænser og etablere nye transnationale provinser på tværs af lande og kontinenter.

Grebet har også været med til yderligere at transformere Islamisk Stat fra en lokal bevægelse til en transnational bevægelse, da jihad nu ikke længere er et geografisk afgrænset eller lokalt anliggende, men snarere et globalt fænomen. Under mediekampagnen sværgede massevis af provinser og grupperinger troskab til Islamisk Stat, herunder tilhængere fra Vest- og Sydøstasien, Mellemøsten samt Vest- og Østafrika.

Islamisk Stat fokuserer dog også på mål i sine kerneterritorier i henholdsvis Syrien og Irak.

Det er tydeligt i både dens interne og eksterne kommunikation, at terrorgruppen i Syrien er meget optaget af at kæmpe imod kurderne og PKK (Kurdistans Arbejderparti), da kurderne udgør en stor modstand over for Islamisk Stat.

Det strategiske og militære fokus for Islamisk Stat i Irak handler derimod om at genvinde tabt territorie og genetablere sig selv i landet.

Dette forsøger Islamisk Stat at opnå gennem en udmattelseskrig i et forsøg på at overbelaste det irakiske styres sikkerhedsstyrker, hvor målet er at eksekvere så mange angreb som muligt.

Islamisk Stats nyhedsbrev al-Naba
Foto fra Islamisk Stats kommunikationsnetværk, der viser, hvad ISIS siger i sit nyhedsbrev. Kilde: Crisisgroup.

Bruger ustabilitet

I forhold til Islamisk Stats prioriteringer om at vinde fodfæste i nye territorier peger kompasset skarpt mod Afrika.

Terrororganisationen har de seneste seks måneder intensiveret sine angreb i Vestafrika, hvor den forsøger at udnytte de lokale konfliktdynamikker, der gør sig gældende i regionen.

Det er sjældent, at jihadistiske bevægelser starter nye konflikter, og derfor læner de sig op ad allerede eksisterende ustabilitet og uretfærdigheder.

Islamisk Stat fremfører ofte et narrativ om en politisk indignation, og radikaliseringsmekanismerne ændrer sig alt afhængigt af land, landsby og individ. 

Konflikterne handler om alt fra autokrater, politisk eksklusion, vestlige militære interventioner, regeringer, der svigter, begrænsning af muligheder for fredelig demokratisk ytring og inklusion, mistillid til regeringen, forsømte geografiske periferier og undertrykkelse til ressourceknaphed etc.

Udnytter COVID-19 i Sahel

Voldelig jihadisme har længe været en sikkerhedstrussel blandt landene i Sahel-regionen Mali, Niger, Tchad og nordlige dele af Nigeria, som alle har oplevet optrappende niveauer af voldelig jihadisme i flere år.

De seneste par måneder er denne udvikling kun forstærket, særligt efter den verdensomspændende COVID-19-pandemi, hvor organisationen forsøgte at vende den globale sundhedskrise til egen fordel ved at opfordre sine tilhængere til at udnytte det kaos, den ustabilitet og det sikkerhedsvakuum, pandemien vil føre med sig. 

Under denne periode har det ikke kun været Islamisk Stat, som har udset sig vestafrikanske lande som prioritering.

Også fraktioner af al-Qaeda har været til stede, hvilket har resulteret i voldsomme sammenstød, som har destabiliseret regionen yderligere. 

En syrisk dreng fotograferet omgivet af bilvrag med Al-Nuri moskeen i baggrunden
En syrisk dreng fotograferet omgivet af bilvrag og med Al-Nuri moskeen i baggrunden. Al-Nuri moskeen blev sprængt i luften af terrorgruppen ISIS i 2017 under de sidste kampe om byen Mosul. Det var i denne moske, at Abu Bakr al-Baghdadi i juni 2014 proklamerede ISIS’ såkaldte kalifat. Foto: Redux/Ritzau Scanpix.

Eskalering i Mozambique

Også i Østafrika, specifikt i Mozambique, har der været meget intense sammenstød mellem Islamisk Stat og lokale sikkerhedsstyrker i starten af 2020.

Disse sammenstød resulterede i, at fraktioner af Islamisk Stat erobrede de to strategisk vigtige byer i det nordlige Mozambique, Mocimboa da Praia og Quissanga, men ikke kunne holde på territorierne.

Organisationen forsøgte igen i august 2020 at erobre det gasrige Mocimboa da Praia, og det er nu fjerde gang, den forsøger at erobre territoriet i indeværende år. 

Eskaleringen i Mozambique kan resultere i en regional spillover-effekt i nabolandene, da begivenheder i et land har en tendens til at påvirke nabolandene. Et eksempel er det jihadistiske oprør i Burkina Faso, der startede med en tilstrømning af krigere fra nabolandet Mali.

Der tegner sig et tydeligt mønster af genbrugte strategier og metoder, da Islamisk Stats nye Qurayshi-ledelse fortsætter i den tidligere ledelses fodspor og udnytter ustabilitet i lokale områder til egen gevinst.

Når de lokale “myndigheder” skaleres ned, øges tilstedeværelsen af jihadisterne.

De har succes med at udfylde det manglende sikkerhedsvakuum, hvilket også var en dominerende strategi i Irak i terrorgruppens spæde år.

Disse samme mønstre er også set i f.eks. Burkina Faso, Niger og Mali. 

Islamisk Stat fremfører ofte et narrativ om en politisk indignation, og radikaliserings-mekanismerne ændrer sig alt afhængigt af land, landsby og individ.

Telli Betül Karacan, videnskabelig assistent ved DIIS.

Henvender sig til undertrykte i Indien

Vendes blikket mod Sydasien og Indien, gør organisationen brug af samme strategi. Den har også sat kursen mod denne region i forsøget på at ekspandere sit territorie.

Den ideologiske ekspansion ses her, da Islamisk Stat forsøger at radikalisere og mobilisere undertrykte muslimer i landet og tilmed udnytte de politiske spændinger til at etablere sig i regionen.

Dette kommer til udtryk i et relativt nyt engelsksproget propagandamagasin, som en subgren af organisationen udgav i februar 2020, og som har et særligt fokus på den muslimske befolkning i Indien. 

En klar strategi, som ses i det indiske magasin, er opfordringen til en individualiseret jihad, hvor muslimer opfordres til at ty til jihad, uagtet at man har militær erfaring eller ej.

De markedsfører individuel jihad som en muslimsk pligt og en handling, alle bør begive sig i kast med. Det kræver ikke nødvendigvis sofistikerede angreb, men kan fuldbringes på de mest primitive måder, f.eks. ved hjælp af køkkenknive og hammere, i de mest diskrete områder, hvor der er begrænset overvågning.

Jihad kan altså være hjemmelavet med få ingredienser, og det er ikke nødvendigvis afgrænset til Syrien og Irak eller særligt radikaliserede miljøer. 

Jihad er derfor ikke nødvendigvis skrevne planer fra organisationens centrale administration i Irak og Syrien, da pointen netop er at aktivere muslimer til at gå til angreb uafhængigt af Islamisk Stats centrale styre i Syrien og Irak – hvilket også er formålet med at etablere flere provinser til at kæmpe under Islamisk Stats faner.

Formålet med Islamisk Stats generelle ideologiske og territoriale ekspansionsstrategi er at appellere til de politisk indignerede og foreslå en primitiv strategi til jihad, der kan nå bredere ud.

Loading...

    Andre artikler om #Sikkerhed

    Loading...