Tobaksproducenter støtter godgørende projekter
Amman er et bølgende hav af beige huse og lejlighedsbygninger hen over byens bakkede terræn.
Kongedømmet, der har et mere afslappet forhold til moderne tendenser end nabolandet Saudi-Arabien, har ikke desto mindre modstået antirygertendensen, som i løbet af de seneste årtier har ført til markant faldende rygerrater i rigere lande.
For en besøgende fra Europa eller USA, hvor tobaksindustrien er blevet brændemærket, kan det være en forvirrende oplevelse. Virksomheder som Philip Morris bliver hyldet af politikere og i lokale medier for deres indsats for at renovere skoler, udstyre børn med skoletaske og skoleartikler og finansiere uddannelse for unge.
Deres økonomiske bidrag til landet bliver fremhævet på regeringens konti på de sociale medier.
Lovgiverne ryger endda i parlamentet. Da denne vane kortvarigt blev forbudt i 2004, blev beslutningen ændret – ifølge Jordan Times – fordi for mange medlemmer af parlamentet var fraværende fra samlingerne; de stod udenfor og røg.
En pakke cigaretter koster under 20 kroner, og mange kiosker sælger dem stykvis.
”Jeg begyndte at ryge, da jeg var omkring 12 år,” fortæller 23-årige Sanad, en håndværker i hovedstaden, mens han tager et dybt sug.
”Jeg lærte det af andre børn. Alle gjorde det.”
Han ryger cirka en pakke om dagen, siger han, hvilket er almindeligt i Jordan, hvor den gennemsnitlige ryger ifølge WHO’s data ryger en verdensrekord på 21 cigaretter om dagen.
På hans cigaretpakke er trykt en advarsel om, at rygning dræber, men han trækker på skuldrene over risikoen.
”Det påvirker ikke mit helbred nok til, at jeg vil stoppe,” siger Sanad.
”Når jeg bliver ældre, stopper jeg sikkert.”
Ryger under kræftbehandling
Rygning anslås at koste en ud af fem jordanere livet, hvilket er dobbelt så mange som det globale antal tobaksrelaterede dødsfald.
Mange ofre for den vanedannende tobak kommer forbi lungespecialisten Hawaris kontor på Kong Hussein kræftcenter – en skinnende, moderne klinik i udkanten af Amman, opkaldt efter landets forrige hersker, der døde af non-Hodgkins lymfekræft i 1999.
Hawari kom tilbage fra USA for et par år siden for at starte i en ledende stilling på kræftcentret.
Han husker fra sin barndom, hvordan cigaretter var en integreret del af Jordans gæstfrihedskultur, hvor fade med forskellige mærker cigaretter blev tilbudt gæster som et udtryk for respekt og gavmildhed. Men efter at have været bortrejst i en årrække blev han chokeret over at se omfanget af rygeafhængighed i sit hjemland, fortæller han.
Blandt andet er der mange af dem, som modtager kræftbehandling på centret, som fortsætter med at ryge.
"Det forekom mig helt utroligt,” siger Hawari.
En af de første ting, han gjorde, var at starte en rygestopklinik og bede sine patienter om i det mindste at forsøge at kvitte vanen.
Jordans blanding af 1950’er-rygevaner og det 21. århundredes lægefaglighed har kastet nyt lys over tobaksbrugens konsekvenser.
En vurdering af rygeklinikkens effekt, som blev offentliggjort af BMC Cancer sidste år, viste, at de patienter, som fortsætter med at ryge under deres kræftbehandling, havde tre gange så stor risiko for at dø inden for de første to år efter deres diagnose.
”Behandlingerne bliver nærmest nyttesløse,” siger Hawari.
”Kemoterapi virker ikke ordentligt, hvis patienterne fortsætter med at ryge, og det samme gælder stråleterapi.”
Det mest urovækkende var effekten af passiv rygning i familier med omfattende tobaksforbrug.
Han fortæller, at klinikken er begyndt at opfordre forældre, som forsøger at stoppe med at ryge, til at være tålmodige med deres børn i de første uger. Når nogle mænd ryger to eller tre pakker cigaretter dagligt i huset, er det sandsynligt, at børnene også er blevet nikotinafhængige.
”For hver fire cigaretter, en forælder har røget, har barnet røget en,” siger han. ”Vi kan hjælpe forældrene med medicin, men børnene får abstinenser, fordi vi ikke medicinerer dem.”
