Salon Bagdad: Hårlak, handlekraft og håb

Af Sanne Gram Fadel. Foto: Sanne Gram Fadel.

bagdad, irak

Der hænger en tung sky af hårlak i lokalet. Da Yaqeen træder ind ad døren til skønhedssalonen, sidder der en kvinde i hjørnet. Hun pulser på en cigaret, mens hun kigger ind i spejlet. En af salonens mandlige frisører er i gang med at sætte hendes hår.

På stolen ved siden af sig, har kvinden lagt det tørklæde, hun altid bærer, når hun er udenfor. Men her i salonen har hun et frirum og kan lade tørklædet falde. Hun kan ryge sin cigaret i fred.

For Yaqeen er salonen også et frirum. Et sted, hvor hun trygt kan tale om sine drømme og sin tvivl om fremtiden i Irak.

Dette er blot en af mine iagttagelser i bogen Salon Bagdad. Ad flere omgange sad jeg i salonen i den irakiske hovedstad, iagttog kvinderne, lyttede med på deres samtaler og spurgte ind til nogle af de mest intime detaljer i deres liv.

Jeg fik et unikt og sjældent indblik i en verden, som mange danskere ikke kender til. Og som også overraskede og fascinerede mig.

Skønhedssalonen danner rammen om 13 forskellige kvinders historie. Fra salonen rejser man som læser tilbage i deres historier og får dermed også et indblik i livet under Saddam, den amerikanskledede invasion, som Danmark også var en del af – men også hvordan man lever i dag, hvor terrortruslen stadig er en del af hverdagen.

Skønhedssalonen er et trygt rum, hvor kvinder fra forskellige lag mødes.

Mange af kunderne er veluddannede fra de højere samfundslag, og nogle af de kvinder, der arbejder i salonen, er fra de lavere samfundslag med meget traditionelle familiestrukturer.

De små sprækker i social kontrol

Jeg blev gang på gang imponeret over, hvordan kvinderne forsøger at vriste sig ud af de normer, regler og forventninger, der ligger over deres liv. I det små forsøgte de at omgå reglerne og finde de små sprækker i den sociale kontrol. Andre tog det op på et mere principielt niveau – også fordi de havde mulighed for det.

Selvom landet er domineret af en patriarkalsk kultur, er der kvinder, der forsøger at skubbe til grænserne for, hvad man kan og bør. Det skaber et håb.

Men det understreger også, hvor vigtigt det er, at vi fra dansk og international side bliver ved med at kæmpe kvindernes kamp. For de er oppe imod strukturer og normer, der er styret af religion, kultur og tradition.

Der er nogle seje, stærke kvinderettighedsforkæmpere i Bagdad, men de kan ikke gøre det alene. Og der er også grænser for, hvad de kan. Også fordi de er et helt andet sted.

Mens jeg sad dernede og fulgte livet i salonen, diskuterede vi i Vesten #Metoo-sagerne, hvor vi talte om ligestilling i vestlig forstand. I Irak diskuterede man et lovforslag om, hvorvidt niårige piger var parate til at blive gift.

Der er gigantisk forskel på, hvad ligestilling er i Danmark og Irak. Begge kampe er vigtige, men de er også meget forskellige.

En af dem, der kæmper den kamp, er Sabah al-Tamemi, et kvindeligt parlamentsmedlem, som har tre døtre, der alle hader at bo i Irak, fordi de ikke føler, at de har nogen muligheder i landet.

Hendes ældste datter, Yaqeen, er jævnlig gæst i salonen, hvor hun kommer for at få sat håret og ordnet sine negle.

Gennem Yaqeen møder vi også Sabah, som – selvom hun voksede op i et hjem, hvor hun blev opfordret til at følge sine drømme og ikke lade sig begrænse – alligevel oplevede, at det ikke altid var let at være kvinde i det irakiske samfund. Heller ikke under Saddam.

Skønhedssalonen er et trygt rum, hvor kvinder fra forskellige lag mødes.

Vidste, hun ville blive til noget stort

Siden hun var lille, har Sabah skrevet titlen “professor” foran sit navn: “Professor Sabah al-Tamemi”.

Hun syntes, det så pænt ud, når hun skrev det, og hun vidste, at hun en dag ville få en stor stilling, og at det gerne skulle være en position, hvor hun kunne bestemme og lede andre mennesker.

Derfor øvede hun sig i at skrive det flot.

I skolen roste hendes lærere hende jævnligt for at være selvstændig, tage initiativ og være flittig, og lærerne var med til at skubbe hende frem mod professortitlen, når de motiverende sagde, at hun nok skulle blive til noget stort en dag. Også derhjemme blev hun opdraget til at følge sine drømme og ikke lade sig begrænse.

Siden hun var lille, har Sabah skrevet titlen “professor” foran sit navn: “Professor Sabah al-Tamemi”. Hun syntes, det så pænt ud, når hun skrev det, og hun vidste, at hun en dag ville få en stor stilling.

Blev kontaktet af præsidentpaladset

Nogle år senere stødte hun ved en tilfældighed ind i den mand, som hun endte med at blive gift med.

Han var skuespiller, og han skulle uddele en lokal pris til Sabah i anledning af, at hun havde gennemført en opsigtsvækkende fornyelse i en lokal børnehave.

Skuespilleren kurtiserede Sabah og var ikke i tvivl om, at hun skulle være hans hustru. Sabah havde dog ikke de tanker, men skuespilleren havde stærke forbindelser ind i Saddam-styrets inderkreds, og da han ikke selv kunne overtale Sabah til at gifte sig, bad han præsidentpaladset om hjælp.

Hun havde ikke mødt ham før, men hun kendte godt hans arbejde som skuespiller og vidste, at han havde sit eget teater i Bagdad. Naturligvis var hun beæret over, at han skulle overrække prisen, og hans deltagelse gav også et ekstra pift af glamour, hvilket hun aldrig havde noget imod.

Et par dage efter prisoverrækkelsen stod hun sammen med sin assistent, da hun modtog en stor buket blomster fra skuespilleren.

“Hvorfor sender han mig dem?“ havde hun lidt eftertænksomt spurgt assistenten, der blot stilfærdigt smilede til hende.

Sabah kendte selv svaret, for ingen irakisk mand sendte blomster til en kvinde uden at have bagtanker. Hun takkede ham høfligt for buketten, men undlod at vise mere interesse end det.

Skuespilleren havde til gengæld et andet syn på, hvordan forholdet til Sabah skulle udvikle sig.

Han blev ved med at kurtisere hende. Det stod på i flere måneder, og Sabah, der på det tidspunkt var i slutningen af 20’erne, måtte tilstå, at hun blev smigret over al hans opmærksomhed. Hun havde takket nej til hans tilbud om ægteskab, men alligevel var der ved at ske noget.

Et irakisk ordsprog siger, at „hvis man fortsætter med at slå, vil selv jern blive blødt“, og langsomt var hun ved at indse, at hun var jernet, der var ved at blive blødt.

Skuespilleren mente det alvorligt. Helt overbevist blev hun, den dag hun blev kontaktet af præsidentpaladset.

Det var et opkald fra en af Saddam Husseins fætre. Han ville gerne se Sabah i paladset. Det drejede sig om et ægteskabstilbud.

På det tidspunkt var ingen irakere i tvivl om, at Saddam Hussein og hans familie havde magten og var villige til at bruge den.

De fleste irakere havde i de år, hvor Saddam havde siddet ved magten, kendt til nogen, der var kommet på tværs af regimet og var blevet hentet af præsidentens sikkerhedsstyrker midt om natten.

De, der vendte tilbage, havde ofte mærker efter tortur på kroppen, og hvis det var en kvinde, var hendes indre og hendes sjæl ødelagt af ophold i de såkaldte voldtægtsfængsler.

Det skete for politiske modstandere, men det skete også for dem, der bare havde været uheldige eller på en eller anden måde var kommet på kant med regimet.

En hobby at indfange tilfældige kvinder

For kvinder var et “besøg” i paladserne ekstra farligt, for det var alment kendt, at begge Saddams sønner, Uday og Qusay, havde som hobby at indfange eller tilkalde tilfældige kvinder, de havde set på gaden eller til begivenheder rundtom i Bagdad.

Kvinderne gik måske selv ind ad døren til sønnernes paladser, men det var ikke usædvanligt, at de blev ofre for deres grænsesøgende sexlege og lemlæstede skulle bæres ud af paladserne igen. Indimellem indsvøbt i ligpose.

Da Sabah tog til mødet med Saddams fætter, havde hun besluttet sig for, at hun ville prøve ikke at være bange. Men hun kunne ikke undgå at være påvirket af den uvante situation. Og lidt nervøs.

Han var med i Saddams inderste cirkel, spillede en stor rolle i præsidentens hårde ledelse af landet og ledede afdelingen, som håndterede de magtfulde stammesamfund og beduinerne i den sunnimuslimske region vest for Bagdad.

Da amerikanerne i 2003 erobrede Bagdad, var fætteren nummer 21 ud af de 55 mest eftersøgte irakere fra regimet, og for at gøre det mere visuelt fik de vigtigste eftersøgte navn efter hver deres spillekort. Fætteren, som Sabah skulle møde, blev kaldt “spar ni”.

Alt dette skete først nogle år senere, men Sabah var ikke i tvivl om, at hun med telefonopkaldet fra præsidentpaladset var kommet ind i en sfære tæt på Saddam.

“Hvad skal jeg her?” havde Sabah spurgt Saddams fætter, der roligt begyndte at tale om skuespilleren og spurgte, hvorfor hun ikke havde accepteret hans frieri.

Sabah vidste godt, at skuespilleren bevægede sig i cirklerne omkring Saddam-regimet, men hun havde ikke forestillet sig, at hans relation til Saddams inderste cirkel var så tæt, at han kunne bede Rukan om at tale hans sag.

Hun havde dristet sig til at svare, at det var mærkværdigt, at Saddam-familien ville blande sig i, hvem hun skulle gifte sig med, men han lod sig ikke mærke med modsigelsen.

Roligt fortsatte han med at fortælle, at skuespilleren var den rigtige mand for hende, og at hun ikke ville finde en bedre mand end ham.

ny dansk ambassade i irak

I otte år har Danmark ikke haft en ambassade i Irak, men nu vil regeringen igen være diplomatisk til stede i Bagdad.

Den nye ambassadør bliver den erfarne diplomat Stig Paolo Piras, der gennem to årtier har haft forskellige positioner i udenrigstjenesten.

Ifølge regeringen skal beslutningen om at åbne en ny ambassade ses i lyset af, at Danmark overtager lederskabet af NATO’s mission i Irak, NMI, fra udgangen af 2020.

Her vil det være centralt med en styrket dansk diplomatisk tilstedeværelse i Bagdad, forklarer udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i en pressemeddelelse:

"Vi skal være til stede dér, hvor Danmark har mest gavn af det – og hvor vi bedst kan fremme vores værdier og udenrigs- og sikkerhedspolitiske interesser," siger udenrigsministeren.

Som følge heraf lukkes den danske ambassade i Malaysia.

Trussel om dødspatruljer

Til sidst satte han trumf på, da han lod hende forstå, at han kendte hendes familie og hendes brødre, og at det jo var vigtigt at passe på sine kære. Der kunne jo pludselig ske noget, som gjorde, at de kom galt afsted.

Selvom det ikke blev sagt, vidste Sabah, hvad hun stod i. På Saddam-sprog var dette ikke en opfordring. Det var en ordre til, at hun skulle gifte sig med skuespilleren, og hvis ikke hun fulgte den, ville regimets dødspatruljer blive sendt efter hendes familie.

Kort tid efter skrev Sabah under på skuespillerens ægteskabskontrakt.

Bogen Salon Bagdad er udkommet på Gyldendal.

Loading...

andre artikler om #kunst&kultur

Loading...

Salon Bagdad