Fødselsregistrering på mobil
Pakistanske forældre kan nu registrere deres nyfødte hjemmefra med en løsning fra Telenor og UNICEF.
Af de fem millioner babyer, som det anslås, at der bliver født hvert år i Pakistan, bliver kun 1,5 millioner registreret ved fødslen. De resterende 3,5 millioner nyfødte pakistanere er ikke at finde i landets statslige registre.
Det kan have store konsekvenser for børnene, fordi fødselsregistrering er en forudsætning for at få en fødselsattest, der kan dokumentere barnets juridiske identitet. Uden den risikerer de mange børn at blive overset af sundheds- og uddannelsessystemerne, ligesom de vil være mere sårbare over for udnyttelse og misbrug.
For at komme problemet til livs har UNICEF i samarbejde med Telenor Pakistan udviklet en ny teknologisk løsning. Den giver forældrene mulighed for at registrere deres børn ved hjælp af en mobiltelefon. Processen, der aktiveres af Telenors netværksinfrastruktur og andre teknologier i landet, tager kun et par minutter og kan gennemføres derhjemme.
Tjenesten har været afprøvet i de to provinser Sindh og Punjab, og her er andelen af fødselsregistreringer steget fra 30 til 90 procent i testperioden. Nu arbejder partnerne på at udvide tjenesten til flere områder af Pakistan.
”Med dette projekt har 580.000 piger og drenge, hovedsagelig fra landdistrikterne, nu en større chance for at komme i skole og blive beskyttet mod ting som børneægteskab, børnearbejde og sexhandel,” siger Telenors direktør for bæredygtighed, Zainab Siddiqui.
Af Lasse Skytt