Kvinder bestemmer over generalerne
Selvom andelen af kvinder i politik har været støt stigende, og mange lande har fået kvindelige statsledere, har én politisk post syntes forbeholdt mænd: forsvarsministeren.
Det er dog ved at ændre sig. Storbritannien har i år fået den første kvindelige forsvarsminister med Penny Mordaunt, reservist i den britiske flåde. Dermed ledes de seks største hære i Europa nu af kvinder: Storbritanniens, Frankrigs, Tysklands, Italiens, Spaniens og Hollands.
Etiopien udpegede sidste år to kvinder, som ministre for militæret og for sikkerhedsapparatet. Og i Libanon har Raya al-Hassan igen skrevet historie. For ti år siden blev hun den arabiske verdens første kvindelige finansminister, og siden januar har hun været den første kvinde med ansvar for et arabisk sikkerhedsapparat.
Verdens første kvindelige forsvarsminister var fra Sri Lanka i 1960’erne, mens Danmark fik sin første kvindelige forsvarsminister med Gitte Lillelund Bech i 2010.
Af Rasmus Bøgeskov Larsen