Milepæl for kampen mod sexchikane
Det er FN’s arbejdsorganisation, ILO, som har udarbejdet den første traktat, som udelukkende angår sexchikane og overgreb på arbejdspladser.
Den binder de stater, som skriver under, til at forbyde seksuelle overgreb på ansatte og sikrer, at ofre kan opnå beskyttelse.
Som det er i dag, har et ud af tre lande i verden ikke lovgivning mod sexchikane på arbejdspladsen.
Det anslås, at 235 millioner kvinder dagligt går på arbejde uden juridisk beskyttelse mod overgreb.
Det skal der laves om på med den nye traktat, der bliver beskrevet som en milepæl i kampen for kvinders rettigheder.
Traktaten omfatter både formelle og uformelle jobs samt alle former for sexchikane, som opleves fra kunder eller under transport til og fra arbejde.
Ifølge traktatens forfattere er det særligt vigtigt at sikre juridisk støtte til fattige fabriksarbejdere og dem, som har natarbejde.
”Noget af den værste vold og chikane finder sted i bunden af udbudskæden, der hvor vores tøj, mad og teknologi bliver produceret af lavt betalte kvindelige arbejdere,” siger Catelene Passchier fra ILO.
Af Rasmus Bøgeskov Larsen