Gå til indhold
PARTNERSKABER

Proteinfabrik i Saudi-Arabien

I Saudi-Arabien er arealet af jord, hvor der kan dyrkes foder til dyr, begrænset. Derfor vil landet nu opføre et anlæg, som kan omdanne metangas til protein, der kan bruges i foder.
Den nye proteinfabrik skal b.la. være med til at opnå større fødevarersikkerhed i Saudi-Arabien. Foto: PR-foto fra Edhafat

Det følger af en aftale mellem Saudi-Arabiens generelle investeringsmyndighed, SAGIA, og den danske biotekvirksomhed Unibio og dennes lokale partner Edhafat.

Produktionen skal baseres på en teknologi, som Unibio har udviklet sammen med Danmarks Tekniske Universitet.

“De fleste forestiller sig Saudi-Arabien som et olie- og gasland med begrænset landbrugsproduktion. Men hvad der måske stadig kan være ret ukendt for de fleste, er landets 2030-vision om at transformere økonomien i fremtiden,” siger Henrik Busch-Larsen, adm. direktør i Unibio, i en pressemeddelelse.

2030-visionen går blandt andet ud på at skabe mere bæredygtighed, og landet har en ambition om at øge akvakultur- og mælkeproduktionen.

Her kommer det nye anlæg ind i billedet.

“Med en voksende befolkning repræsenterer dette projekt et vigtigt skridt i retning af at opnå fødevaresikkerhed for kongeriget ved at tilvejebringe en bæredygtig og økonomisk levedygtig kilde til dyrefoderprodukter,” siger SAGIA’s direktør, Ibrahim Al Omar, i en pressemeddelelse

Af Mads Mariegaard