Gå til indhold
TECH

Tid til status: Blockchain letter hverdagen for flygtninge

Blockchain-projektet i FN's Fødevareprogram forhindrer, at donationer ender i de forkerte lommer. Derudover er det en sikker betalingsløsning for flygtninge i flygtningelejre.
110.000 flygtninge benytter sig af blockchain-løsningen i to af Jordans store flygtningelejre, Azraq og Zaatari. Foto: WTP. 

Det er nu to år siden, at det hidtil største pilotprojekt med blockchain i den humanitære sektor blev rullet ud i to af Jordans store flygtningelejre, Azraq og Zaatari.

I et interview med The National, en engelsksproget avis i Mellemøsten, gør Houman Haddad fra FN’s Fødevareprogram status på blockchain-projektet, der bl.a. forhindrer, at donationer ender i de forkerte lommer.

Blockchain er ligeledes en sikrere betalingsløsning, når flygtninge skal modtage økonomisk støtte og bruge penge i for eksempel flygtningelejrens supermarked.

Det var Houman Haddad, der fik idéen i 2017.

Allerede kort tid efter var projektet en realitet under navnet Building Blocks.

Siden da er det gået rigtig stærkt: I dag benytter 110.000 flygtninge sig af den anonyme teknologiske løsning i de to jordanske flygtningelejre.

Succesen betyder, at projektet nu skal rulles ud i Bangladesh og Palæstina.

”Jo længere tid jeg har beskæftiget mig med blockchain, desto mere har jeg indset, hvor stærkt og nødvendigt et redskab det er”, siger Houman Haddad. 

Af Lasse Skytt.