Gå til indhold
POLITIK

Historisk retsag mod Google og Tesla

Børnearbejdere mister livet i mineulykker, for at verdens største tech-firmaer kan producere deres smartphones og elektriske biler. Men nu har congolesiske familier lagt sag an. 
 
Børn står alt for ofte bag udvindingen af kobolt. Nu har menneskerettighedsadvokater lagt sag an mod store tech-virksomheder. Foto: Gwenn Dubourthoumieu/AFP/Ritzau Scanpix.

Det findes i din smartphone, i din laptop og i din elbil, og den globale efterspørgsel efter det er i løbet af de seneste fem år tredoblet. Der er tale om grundstoffet kobolt.

Kobolt er helt afgørende for genopladelige litiumbatterier, der snart synes helt afgørende for menneskers eksistens.

Batterierne findes i alle former for bærbar elektronik og elektriske køretøjer. Men i særligt ét land på kloden er der børn, som må betale en høj pris for vores behov for kobolt. Nogle gange den højeste pris, der findes.

60 procent af verdens kobolt bliver udvundet i Den Demokratiske Republik Congo (DRC), og en stor del af arbejdet udføres af børn.

Ekstrem fattigdom får børnene til at søge arbejde i koboltminerne, hvor de angiveligt bliver betalt så lidt som 15 kroner om dagen for at grave efter grundstoffet i mørke minegange med simple værktøjer. 

Ifølge familierne til børnene har mange mistet livet, når minegangene er brudt sammen, eller er blevet alvorligt lemlæstet eller lammet i andre ulykker.

Familierne siger også, at de aldrig er blevet udbetalt kompensation.

Men i en historisk retssag skal de tech-firmaer, som indkøber kobolten, nu for første gang stå til ansvar for børnearbejdet.

Amerikanske menneskeretsadvokater har i Washington, D.C. lagt sag an mod blandt Apple, Google, Dell, Microsoft og Tesla på vegne af 14 forældre og børn fra Den Demokratiske Republik Congo.

Af Rasmus Bøgeskov Larsen.