Børns rettigheder skal i fokus
I de kommende tre år går UNICEF Danmark og Spejderne sammen i et partnerskab med ét fælles fokus: At fremme børns rettigheder.
De toneangivende organisationer har sat sig sammen for at ruste børn til at skabe og værne om deres eget børne- og ungeliv.
I første fase af samarbejdet skal der udvikles aktiviteter, der støtter op om projekterne for dette års 'Børnenes u-landskalender', som UNICEF står bag.
Ifølge UNICEF Danmarks generalsekretær Karen Hækkerup er partnerskabet en oplagt mulighed for at kombinere organisationens fokus på FN’s Børnekonvention med de over 100 års erfaringer, som Spejderne har med at skabe konkrete og nærværende aktiviteter for børn og unge.
"Samarbejdet mellem UNICEF og spejderbevægelsen har et klart mål – at børn og unge får endnu bedre kendskab til børnerettighederne. På den måde kan børn skabe og værne om deres eget børne- og ungeliv,” siger Karen Hækkerup i en pressemeddelelse.
Generalsekretæren betragter Spejderne som en samarbejdspartner, der deler værdisæt med UNICEF.
”Vi får en medspiller, der kan omsætte viden og læring til konkrete aktiviteter, der involverer børn og unge i praksis,” siger hun.
Spejderne repræsenterer mere end 70.000 børn og unge, og i spejderbevægelsen glæder man sig til at skabe konkrete aktiviteter med afsæt FN’s børnerettigheder.
"Vi glæder os til, at bruge al vores erfaring med at skabe udviklende børne- og ungdomsaktiviteter til at gøre FN’s børnerettigheder endnu mere konkrete og nærværende for Danmarks børn og unge,” siger Kristine Clemmensen-Rotne, der udgør den ene halvdel af Foreningen Spejdernes formandskab.
Hun uddyber, at målet med partnerskabet er at give børn og unge praktisk kendskab til deres rettigheder, så de har styke til at udfolde deres liv på bedste vis.
Partnerskabet skal i sidste ende styrke viden og praksis om, hvordan børnerettigheder bedst muligt bliver respekteret og overholdt, således at børn og unge kan få en tryg opvækst.
Af Lasse Skytt.