Gå til indhold
POLITIK

Mere demokrati men af lavere kvalitet

Antallet af demokratier i verden stiger. Men i både nye og gamle demokratier er den demokratiske praksis faldende. 

Demokratiernes klub bliver ved med at få nye medlemmer.

Siden 2015 har Burkina Faso, Myanmar, Armenien og Malaysia meldt sig ind, og i dag vælger 57 procent af verdens befolkning selv deres ledere. I 1975 var det kun 36 procent. 

Men selvom der siden 1970’erne kun er et enkelt land, der er gået fra at være et demokrati til at være et decideret autokrati – nemlig Venezuela, så er klodens demokratiske helbred ikke helt så godt, som man kunne tro. Det viser en analyse af samtlige nationer udarbejdet af Det Internationale Institut for Demokrati og Valgstøtte (IDEA).  

I 2018 oplevede halvdelen af verdens demokratier det, som IDEA kalder for "en demokratisk udhuling” – dvs. at landene på en eller flere parametre begyndte at afvige fra demokratisk praksis. Det gælder især i forhold til borgernes rettigheder, ligestilling og frie valg.

De største demokratiske tilbageskridt er sket i Brasilien, Ungarn, Kenya, Polen, Rumænien, Tyrkiet, Indien og USA.  

Udviklingen falder dog sammen med, at der i mange af verdens autokratier og hybridstater – stater med karaktertræk fra autokratiet og demokratiet – finder store protester sted, som kræver demokrati. Det får IDEA til at konkludere: 

”Mens idéen om demokrati fortsat kan mobilisere mennesker over hele verden, bliver mange borgere og demokratiforkæmpere skuffede og desillusionerede over den demokratiske praksis.”

Af Rasmus Bøgeskov Larsen.